Selvhjælp

Psykolog Kathrine Ratkovic

 


På denne side vil du løbende kunne finde flere små artikler om emner, hvor du selv kan læse og få inspiration til selvhjælp.





Foreløbig kan du scrolle ned og finde:


Depression og angst


Børn i skilsmisser







Depression og angst


Måske har du ikke penge til terapi eller måske har du en henvisning til en psykolog, men ventetiden er for lang. Måske er det også svært at komme af sted til en psykolog.  Hvis du lider af panikangst, socialangst, enkeltfobier eller let til moderat depression er der muligvis hjælp at hente. Internetpsykiatrien har tilbud til borgere bosat i Danmark over 18 år, om end der er nogle kriterier, der skal opfyldes (følg linket til deres side og se hvilke).


Tilbuddet er gratis og er internetbaseret behandling.


Du udfylder et online skema og Internetpsykiatriens psykologer tager stilling til om du falder inden for deres målgruppe og tager så kontakt til dig. Behandlingstilbuddet foregår via computeren og du kan altså tale med en psykolog hjemmefra, hvor du kan slappe af og ikke behøver bruge tid og overskud på at komme hen til psykologen – du skal dog have adgang til computer og webkamera.


Du kan læse mere og anmode om behandling her: http://www.internetpsykiatrien.dk/wm507341



Det skal dog tilføjes at hvis du har det psykisk dårligt er det vigtigt, at du henvender dig til din egen læge.   









Børn i skilsmisser


Sommeren er i fuld gang i Danmark og for langt de fleste familier betyder det tid til at nyde hinanden, det gode vejr og slappe af.


Men for en del familier betyder sommerferie også, at familier skilles. Vi ser det samme efter jul. Familier opløses også på andre tider af året, men særligt efter sommerferier og efter jul er der en stigning i skilsmisser. Ofte er det fordi den ene eller begge parter har gået med tanken i noget tid. Men man har skubbet det væk, især hvis man har børn, hverdagen har været fyldt med gøremål, man har været på arbejde en stor del af dagen og så er det nemmere at ignorere de ting, der ikke er som man ønsker. Når ferien så kommer bliver man for alvor konfronteret med de problemer, man i hverdagen har skubbet fra sig, og her er der nogen, for hvem det bliver så stort og så tydeligt, at de ikke længere kan skubbe beslutningen. Skilsmisse bliver en realitet.


Står du i en skilsmisse, er blevet skilt eller har børn der mistrives kan det være en god ide at se lidt på nogle af de mest almindelige mestringsstrategier (også kaldet coping mekanismer) hos børn. Det kan også være at du kan kende nogle af dem fra dig selv og kan læse med for at blive lidt klogere på, hvordan du selv reagerer, når du står i en svær situation.


Når en familie brydes op har det konsekvenser for alle i familien. Jeg vil senere skrive mere om andre aspekter af skilsmisse, men for nu skriver jeg om nogle af de reaktioner, vi ofte ser hos børn i skilsmissefamilier. Hvis vi kender lidt til børns mestringsstrategier kan vi bedre forstå børnene og støtte dem. Hvis vi ved, hvorfor de gør som de gør, kan vi tale til de følelser der ligger bag og blive opmærksomme på, hvor de har brug for støtte og hvad de prøver at sige med deres adfærd.


Det er vigtigt at huske, at det ikke kun er adfærd vi ser hos børn i skilsmissesituationer, men adfærd det altid er godt at være nysgerrig på. Børn har ofte svært ved at sætte ord på de tanker og følelser, der rør sig inde i dem og derfor bliver det så vigtigt, at vi voksne omkring dem bliver nysgerrige på, hvad der mon gemmer sig bag adfærden. At vi ser børnenes adfærd som en invitation til at kigge nærmere på, hvordan de går og har det, hvad de tænker og hvad de føler. Med andre ord at vi ikke kun fokuserer på HVAD de gør men er lidt nysgerrige på HVORFOR de gør. Ikke kun som forældre men også som mostre og onkler, bedsteforældre, venner af familien, skolelærere og hvem der ellers måtte have kontakt med børn.


Når det er sagt, så kan vi se nøjagtig den samme adfærd hos voksne. Vi kan se de samme mestringsstrategier og vi voksne kan også have svært ved at sætte ord på, hvordan vi føler og tænker. Især når noget er svært. Derfor kan det følgende også bruges til at se lidt på sig selv. Blive lidt nysgerrig på hvordan vi egentlig selv reagerer og om det er hensigtsmæssigt. Hvis vi kan se, at vi gang på gang havner i den samme uhensigtsmæssige situation, så er første skridt på vejen til at ændre det, at vi bliver klar over, hvad det egentlig er vi gør og hvorfor vi gør det.


Den norske psykologiprofessor Odd Arne Tjersland har sat 6 billeder på den adfærd vi ofte ser hos skilsmissebørn. Han kalder det Østersadfærd, Linedanseradfærd, Mægleradfærd, Kaktusadfærd, Afstandtageradfærd og Partifælleadfærd. Adfærden ser vi ikke kun i skilsmissesituationer og både hos børn og voksne er det sådan, at vi ikke altid viser den samme adfærd, men nogle gange den ene, nogle gange den anden adfærd og nogle gange en blanding. Alligevel er billederne rigtig gode til at forstå, hvad det er der sker og på den måde hjælpe børnene og os selv.


Østersadfærd

Et barn der reagerer med østersadfærd er et barn, der lukker sig inde i sig selv, når tingene bliver svære. Hvis barnet for eksempel hører mor og far skændes, så vil det typisk gå ind på sit værelse, stille lukke døren og måske gå op i sengen og trække dynen over hovedet. Barnet vil ikke sige ret meget og gør kun lidt opmærksom på sig selv. Det er børn, der er utroligt nemme at have med at gøre, især hvis man som voksen står i en konflikt og ressourcerne derfor er lidt små. Men det betyder også, at det er børn hvis behov meget nemt bliver overset, fordi barnet gør så lidt opmærksom på sig selv.


Nogle børn er bare stille børn, men det er vigtigt her at blive opmærksom på, når barnet samarbejder ud over sine egne behov. Det er vigtigt at blive lidt nysgerrig så man kan finde ud af, om det man ser er en østersadfærd, barnet ubevidst bruger for at beskytte sig selv. For når det bruges som mestringsstrategi så er det noget barnet gør, ikke fordi det er et stille barn, men fordi det er bange for at gøre situationen værre. Så er det for barnet bedre og mere sikkert at trække sig ind i sig selv. Så gør man ikke situationen værre. Det kan også være en flugt fra de tanker og følelser som er svære. Det er her barnet har brug for en voksen, der ser det og som spørger ind til, hvad der er på færde.


Hos voksne ser vi også østersadfærd. Det er voksne der i konflikter eller i svære perioder lukker sig inde i sig selv, bliver meget lidt meddelsomme og trækker sig tilbage. Måske bliver man meget træt og prøver at sove fra problemerne. I parforhold kan det være svært at få snakket om problemerne med en, der viser østersadfærd, fordi han/hun trækker sig. Igen er det vigtigt at spørge ind til hvorfor, hvad der sker inden i den anden, hvad det er man forsøger at undgå eller hvad der er så svært at få talt om og hvorfor.


Linedanseradfærd

Linedanseradfærd er en mestringsstrategi som blandt andet har det formål, at barnet (ubevidst) forsøger at undgå at gøre tingene værre end de er i forvejen. Det er en adfærd hvor børnene hele tiden går på line og forsøger at gøre alle tilfredse. Det betyder også, at barnet sætter sine egne behov til side og fokuserer på, hvordan det kan gøre både far og mor tilfredse. Børn der viser linedanseradfærd snakker generelt meget lidt om sig selv og sine egne ønsker men mest om forældrenes ønsker. Det forsøger at undgå at tale om ting, som kan gøre forældrene kede af det. Det er for eksempel barnet, der er på samvær hos sin far og ved puttetid fortæller, at det savner mor for så med det samme bagefter at forsikre far om, at når det er hos mor så savner det altså også far. De er umiddelbart sødt og betænksomt ikke at ville gøre far ked af det, men problemet er, at det ikke giver plads til barnets behov. For barnet savner jo her og nu sin mor og har brug for, at det kan fortælle det uden at skulle passe på den voksnes følelser. Barnet har brug for at den voksne kan rumme barnets savn så barnet kan blive trøstet. At det kan få et knus fra far og få at vide, at ”det kan jeg godt forstå, det er også svært for dig og jeg tror også helt bestemt at mor glæder sig til at se dig igen.” På den måde lærer barnet, at der er plads til dets følelser og at det er i orden at have de følelser og barnet får muligheden for at blive trøstet i stedet for at skulle passe på den voksne.


Vi ser også linedanseradfærd hos voksne. Ligesom hos børn er det fordi man har lært, at uoverensstemmelser på en eller anden måde er farlige og derfor går man på line hele tiden og forsøger at gøre alle tilfredse. Ligesom hos børn er det på bekostning af, at man får givet sine egne behov plads.


Mægleradfærd

Mægleradfærden er meget handlende. Her er det ikke nok at forsøge at undgå konflikter ved at trække sig eller ved at gå på line og prøve at gøre alle tilfredse. Her prøver barnet ligefrem at forhandle og mægle mellem forældrene. Med en mægleradfærd prøver barnet at dæmpe konflikten ved at forsøge at få forældrene til at forstå hinanden og ved at komme med løsningsforslag. Det kan for eksempel være hvis mor har glemt at pakke vigtige fodboldsko med i weekendtasken og barnet forklarer far, at mor jo også har rigtig travlt på sit nye arbejde (forsøger at få far til at forstå mor) og måske foreslår at bruge sine lommepenge på et ekstra par sko, der kan være hos far, eller siger at det slet ikke har lyst til at komme til fodbold i denne weekend (barnet forsøger at løse forældrenes konflikt). Det er en adfærd hos børn, der får de voksnes ansvar og hele tiden er på overarbejde.


Det ulykkelige er, at barnet ikke KAN vinde. Enten forsøger det hele tiden at mægle og ser det mislykkedes gang på gang og begynder måske at tænke om sig selv, at det ikke dur til noget. Eller barnet ser, at det lykkedes når det tager de voksnes ansvar, og så bliver barnet ved med at mægle og bliver derfor ved med at være på overarbejde på bekostning af, at der ikke bliver passet på barnets behov i de svære situationer.

Også mægleradfærd ser vi hos voksne, der hele tiden prøver at få alle til at forstå hinanden og tager ansvaret for når det ikke går godt. Ligesom hos børn betyder det, at man hele tiden er på overarbejde, ignorerer sine egne behov og det kan blive meget udmattende at være sammen med andre. Man kan føle sig lidt slidt og måske ende med at trække sig mere og mere. Eller man kan føle at man aldrig slår helt til.


Kaktusadfærd

Hvor de tre første former for adfærd kan betyde, at vi nemt overser børnene, så bliver børn med kaktusadfærd bestemt ikke overset. De gør meget højlydt opmærksomme på sig selv og tit snakker de også grimt, både med ”grimme ord” og ved at kalde alle andre for skældsord (fx ”dumme mor”, ”klamme ko” og den slags). Det kan være barnet, der hører at far og mor skændtes og så rejser det sig lige og slår lillesøster. Derfor får vi som voksne også tit lyst til at skælde ud på børn med kaktusadfærd. Men igen er det vigtigt at vi bliver nysgerrige på, hvorfor barnet gør som det gør. Og svaret er her ikke at barnet er uopdragent, frækt eller endda ondsindet. Det er en adfærd barnet ubevidst bruger, fordi det afleder. Fordi barnet ikke kan holde ud at være i at far og mor skændes. Noget er svært at sætte ord på og så har barnet lært, at det kan aflede. Ikke sådan at forstå at barnet bevidst tænker at det er det, der vil ske, men på en eller anden måde har det lært, at når det får skældud så stopper far og mor med at skændes med hinanden. Derfor har barnet ikke brug for skældud, det har brug for at en voksen ser barnet og ser hvad der er på færde. Det er et barn, der ligesom alle andre børn har brug for omsorg og for at de voksne tager ansvaret for, at barnet ikke bliver skubbet derud, hvor det er nødt til at stikke som en kaktus for at kunne holde ud at være til. Det har behov for at de voksne lærer det, hvordan det kan håndtere de svære følelser på en bedre måde.


Når vi ser kaktusadfærd hos voksne kan det for eksempel være når man lidt lever efter devisen, at angreb er det bedste forsvar. Hvor hvis nogen siger noget, der kan opfattes som kritik, så rammer det så hårdt, at vi ikke kan være i det. Derfor går vi straks til angreb med alt hvad vi kan finde: ”hvad så med dig selv”, ”du skulle nødig snakke”, ”hvem tror du lige, du er”. I den yderste konsekvens kan det betyde, at det bliver meget svært at komme tæt på en, fordi folk begynder at gå på listefødder omkring en, og det kan være vigtigt at blive nysgerrig på sig selv. På hvorfor det føles så farligt at få kritik at man med det samme stikker.


Afstandtageradfærd

Afstandtageradfærd ses oftest hos lidt større børn. Det kan for eksempel være hos teenageren der i løbet af sin opvækst som skilsmissebarn har haft mægleradfærd og nu ikke magter det mere. Så begynder hun at lægge afstand til forældrene så hun ikke længere skal være en del af deres konflikt. Barnet eller den unge kan lægge afstand til begge forældre eller til den ene, fordi det ikke længere kan holde ud at skulle være blandet ind i forældrenes konflikt. Det kan for eksempel være teenageren, der nægter at give beskeder videre til den anden forældre, men insisterer på, at vil forældrene sige noget til hinanden, så må de gøre det direkte i stedet for at bruge ham som mellemmand. Det er på den ene side sundt, at ansvaret kommer tilbage, hvor det hører til: hos de voksne. Men hvis man hele tiden skal tage afstand til sine forældre, så bliver det hurtigt meget ensomt og det bliver meget svært (hvis ikke umuligt) at komme til sine forældre, når man har brug for dem. Derfor er det vigtigt, at de voksne sørger for, at det er dem der tager ansvaret fra den unge og over på sig selv, så den unge stadig kan være tæt på sine forældre uden at være nødt til at skubbe dem fra sig for at undgå at blive blandet ind i deres konflikt.


I voksenlivet kan afstandtageradfærd for eksempel ses når vi skubber folk væk, så snart noget bliver svært. I parforhold kan det betyde, at vi aldrig rigtig kommer tæt på vores partner og måske endda bryder forholdet ved første tegn på konflikt eller krise. På den måde kan det blive svært at få et længerevarende forhold og derfor er det vigtigt at finde ud af, hvorfor vi har lært, at vi skal skubbe andre fra os, når tingene bliver svære. Det er en måde at beskytte sig selv på, men den kan komme til at stå i vejen for at vi kan danne nære relationer.


Partifælleadfærd

I nogle skilsmisser er konflikterne så store mellem forældrene, at børnene er ved at gå i stykker af at være i situationen og ikke ser anden udvej end at holde med den ene forælder og bryde kontakten med den anden. Det er dybt ulykkeligt for det er ekstremt sjældent, at et barn har bedst af at miste kontakten til den ene forælder og selv i de få tilfælde, hvor barnet er nødt til at undgå den ene forælder efterlader det alligevel et voldsomt savn hos barnet. Der er en fordom om, at det som regel er den ene forælder, der har manipuleret med barnet og på den måde vundet over den anden forælder. Realiteten er dog som regel, at det er konfliktniveauet mellem forældrene der er grunden til, at barnet som overlevelsesstrategi er nødt til at vælge den ene forælder frem for den anden. Og ingen vinder. Alle taber. Det er vigtigt, at der er voksne omkring barnet og forældrene, der kan hjælpe med at mindske konfliktniveauet så barnet ikke står med det store ansvar, at vælge en forælder fra. Ud over at vokse op og mangle den ene forælder kommer barnet også ofte som voksen til at stå og være ked af at have et ikkeeksisterende eller dårligt forhold til den ene forælder og vil her ofte bebrejde sig selv: ”Det var jo mig, der ikke ville se far mere”


Hos voksne ser vi det i mange situationer. For eksempel når nogen i venneflokken går fra hinanden og er så meget uvenner, at man ikke kan ses med den ene mere. Eller når nogen i familien bliver så meget uvenner, at man ikke kan invitere dem begge med til familiefester. Måske er ens forældre skilt og mormor vil ikke komme til barnebarnets dåb, hvis morfar også er inviteret.



Vi gør det alle sammen. Bruger mestringsstrategier. Vi bruger som regel en strategi mere end de andre, men de fleste af os bruger lidt forskellige strategier i forskellige situationer. Fordi vi som mennesker ikke kan puttes ned i en bestemt kasse. Og vi kan finde situationer, hvor strategierne er rigtigt gavnlige og for eksempel kan hjælpe med at dæmpe en konflikt eller få sat en personlig grænse. Problemet opstår, hvis vi altid bruger den samme strategi og den gør, at vi ikke får et godt liv. Derfor er det vigtigt at vi finder ud af, hvorfor vi gør som vi gør.

Og især ved børn er det vigtigt, at vi som voksne ser adfærden som en invitation til at se på barnet. På den situation barnet står i. På de følelser barnet prøver at håndtere. At vi får en forståelse for at adfærden er en måde at vise det, der ikke er ord for. Så vi voksne kan tage ansvaret fra børnene og bytte det ud med tryghed og kærlighed. Ikke kun i skilsmisser men også i skilsmisser.






Kathrine Ratkovic, Baghuset, Prinsensgade 10B, 7000 Fredericia, Telefon 21 84 72 19, E-mail: psykolog@kathrineratkovic.dk